For mig er “et godt match”, at vi deler en fælles forståelse af begreber som æstetik, værdier og kvalitet. Hvis vores samarbejde skal blive en succes, er det en forudsætning at vi har et fælles ståsted for at nå i mål:
Æstetik & stil
Alle designere og kunstnere har en æstetik, det gælder også mig. Selvom jeg elsker at blive inspireret og udfordret æstetisk, så fungerer det bedst, hvis du kan lide mit udgangspunkt. Du kan finde eksempler på mine tidligere produktioner på de respektive sider musik, featured film og webdesign cases. (Hvis du ønsker dig en musik, video eller webdesign, der lyder eller ser markant anderledes ud end det jeg normalt laver, så er det i bund og grund bedre at få en anden til at lave det!)
Værdifællesskab
Jeg ønsker at arbejde sammen med mennesker, der er passionerede omkring det, de laver og brænder for at gøre en positiv forskel, både for deres kunder og for verden generelt. Din branche og faglige udgangspunkt er underordnet, men der skal være ild i dine øjne og patos i din stemme, når du fortæller om dit spændende foretagende. (Hvis du sælger sand i Sahara, dækningsløse forsikringer eller et gammelt lager af brunkul, så er sandsynligheden for, at vi er et godt match ikke særlig stor…)
Krav til kvalitet og proces
Jeg er optaget af at gøre ting rigtigt, og jeg gør mit bedste for at levere til tiden og i den bedst mulige kvalitet. Det betyder, at jeg sætter tid af til alle dele af processen i vores samarbejde og aldrig haster noget igennem. Du kan finde aktuelle timepriser her på siden, konkrete priseksempler på de respektive sider, musik, video og webdesign, og finde information om min aktuelle tilgængelighed her. (Hvis du kun er optaget af at få leveret dit produkt hurtigt og billigt, så er jeg ikke den rette multimediedesigner for dig. )